Hvad er Din Virtuelle Assistent?
Jeg deler redskaber og genveje så du kan løfte dig selv og din forretning. Altid i øjenhøjde og med stort engagement 🚀🥂💕
Det startede over en Gin og Tonic...
På en ferie, i en bar på Sri Lanka, over en Gin og Tonic, mødte jeg min tidligere chef, Charlotte. Hun blev mit adgangskort til musikbranchen, hvor jeg arbejdede som projektleder hos Universal Music.
Stejl læringskurve
Jeg startede som runner, arbejdede mig lige så stille op og endte med at have ansvaret for små og (kæmpe)store musikevents.
Jeg var konstant omgivet af store stjerner og virksomheder, vilde budgetter, ekstraordinære events, passion, begejstring, usikkerhed, fristelser og adrenalin 🔥
Målrealisering, autoritet, planlægning, grænsesætning, eksekvering (og fester!) blev for alvor en ting, jeg skulle lære. Jeg elskede det, men blev mæt af livsstilen og sagde op.
Skiftede skrivebordet ud med en strandcafé på Venice Beach eller hvor end der var WiFi.
Jeg tilbød mig selv som freelancer, rejste til USA og arbejdede på farten. Her stiftede jeg I’M A DO’ER. Et community, hvor jeg interviewede og udgav artikler om mennesker, der inspirerede mig. Jeg spurgte indtil deres hverdag, og hvordan de var lykkes.
Jeg blev inviteret indenfor hos Mik Strøyberg i New York, Organic Basics i San Fransisco og mødtes hver uge online med nye, spændende mennesker. Her gik det op for mig, at ingen af dem var magikere eller udstyret med nogle særlige kort på hånden. De var blot tro overfor den ild, de mærkede indeni.
Samme år blev min mor diagnosticeret med kræft, og jeg mistede hende i julen. Det er en historie for sig. Men mødet med døden understregede vigtigheden i at skabe et levende liv med nærvær, grineflip, bobler og mening.
En rodløs tilværelse...
Samme uge som min mor blev begravet, gik jeg fra min kæreste. Mit fundament var i stykker og stod overfor en renovering. Jeg flyttede efterfølgende en del, bl.a. et halvt år til Australien, færdiggjorde min uddannelse på VIA og startede nye projekter og samarbejder. Men med tiden følte jeg mig mere og mere rodløs og behovet for stabilitet og fundamental ro voksede.
Jagten på stabilitet
Jeg arbejdede dagligt i Canva, lavede hjemmesider, sociale medier, redigerede videoer og har alle dage haft flair og interesse for konceptudvikling, digitale tjeneste og mennesker.
Derfor gav det mening at uddanne mig personlig- og virtuel assistent. Det var en efterspurgt ydelse, og jeg var i mit es, så jeg fik hurtigt opbygget en god forretning, hvor jeg greb bolde for primært soloselvstændige.
Det ledte til, at jeg købte en hund og et hus. En base. Jeg følte, at renoveringen af mit fundament var fuldendt, og at jeg stod på stabil grund.
"Her har du et iPhone hack, som du garanteret ikke kender..."
Sideløbende med min rolle som som virtuel assistent, begyndte jeg at dele ud digitale hacks på Instagram under navnet @din_virtuelle_assistent. Jeg delte simple tips, erfaringer og genveje, som jeg selv brugte dagligt.
Inden for 4 uger var vi et fællesskab på 10.000, og de efterfølgende måneder blev vi flere og flere...
Stille og rolig udviklede jeg Din Virtuelle Assistent: lavede små influencer-samarbejder og online kurser. Jeg begyndte også at genbruge noget af Instagram-indholdet på LinkedIn.
Jeg oplevede en stigende efterspørgsel og forstod mere og mere, at vi havde gang i noget her. Jeg lagde en ny strategi for vores vækst og begyndte at tilbyde mentorforløb, afholde workshops og startede en abonnementsklub. Alt sammen for at tjene min mission om, at gøre Din Virtuelle Assistent til fællesskabet for soloselvstændige og mindre virksomheder, så de kan løfte dig selv og deres forretning. Altid i øjenhøjde og med stort engagement 🚀🥂💕 🚀🥂
Jeg glæder mig til at dele nogle spændende nyheder i 2025 ✨
Kun kærlighed,
Anne-Mette Bjerre